Mosel 2026

Sommer 2026 gik turen til Moseldalen i Tyskland – vinbyer, flod og stejle vinmarker. Vi kørte selv og delte den lange tur op med en overnatning i Bremen på vejen ned.

Bremen
Første stop var Bremen. Vi boede på PLAZA Premium Columbus Bremen, som ligger lige overfor hovedbanegården og kun ca. 10 minutters gang fra den gamle bydel. Vi ankom om eftermiddagen og gik ind til Marktplatz – en virkelig smuk plads med det gamle rådhus. De berømte Bremer Stadsmusikanter – statuen af æslet, hunden, katten og hanen fra folkeeventyret stod også på denne smukke plads.

Aftensmaden fik vi i Bremer Ratskeller – restauranten i kælderen under rådhuset. Man sidder i over 600 år gamle hvælvinger mellem kæmpestore, udskårne vintønder, og stemningen er helt speciel. Vi fik en slags skipperlabsskovs med sild, kødboller og falafler.

Mod Mosel
Dagen efter gik turen sydpå mod Mosel – dagens lange etape på omkring 600 km ned gennem Tyskland.
Vi ankom til Brauneberg om eftermiddagen og tjekkede ind på Ferienresidenz Brauneberger Hof, som skulle være vores base den næste uges tid.

Vi ville egentligt finde en vinbar, men det meste af byen holder lukket mandag og tirsdag. Vi fandt dog et sted, hvor vi kunne gå en flammkuchen, tiltrængt og lækkert. Brauneberg er en lille by og overfor vores hotel ligger Juffer Flair – Weingut Christian Steinmetz. Her fik vi lækker vin og lækker aftensmad. Hyggeligt sted med terrasse – og en perfekt afslutning på en lang køredag.

Bernkastel-Kues
I dag gik turen til Bernkastel-Kues, som kun ligger få kilometer fra Brauneberg. Vi startede med at køre op til borgruinen Burg Landshut, der troner højt over byen – op ad en smal vej med hårnålesving, så der var noget at se til for chaufføren! Til gengæld blev vi belønnet med en fantastisk udsigt ud over Moseldalen og de stejle vinmarker.
Bagefter kørte vi ned og parkerede tæt på den gamle markedsplads. Midt på pladsen, omgivet af de smukkeste bindingsværkshuse, fik vi de skønneste limonader fra Ratskeller. Man sidder simpelthen så godt dér og kigger på livet på pladsen.

Vi slentrede lidt rundt i den gamle bymidte – smalle gader, skæve huse og hyggelige små butikker. Lige ved markedspladsen så vi byens berømte lille skæve hus, Spitzhäuschen fra 1416. Det er et af de ældste bindingsværkshuse ved Mosel, og det hælder og vokser opad på den mest eventyrlige måde – overetagen er meget bredere end den smalle sokkel, fordi man dengang kun betalte skat af grundarealet.

Bernkastel-Kues dannede kulisse for en Harry Potter-film. I “Harry Potter og Dødsregalierne – del 1” trænger Harry ind i Lord Voldemorts tanker og rejser til tryllestavsmager Gregorovitchs bolig i Diagonalstræde – og i den gyde står et højt, smalt bindingsværkshus med to smalle vinduer på facaden: Spitzhäuschen ved markedspladsen i Bernkastel. Så man står faktisk og kigger på et lille stykke troldmandsverden midt i Moseldalen. I dag er der en lille vinstue i huset.

Vi slentrede lidt rundt i den gamle bymidte – smalle gader, skæve huse og hyggelige små butikker – inden vi fik frokost på Restaurant Alt Bernkastel. Vi fik schnitzel, salat og “Schales” – en lokal Mosel-specialitet efter bedstemors opskrift: en slags kartoffelkage af revne kartofler, porrer, bacon og æg, serveret med æblemos og salat. Solid og virkelig lækker mad.

Derefter gik turen hjem til hotellet, hvor vi bare slappede af resten af dagen.