Gambia – rundrejse

I starten af 2006 var vi på rundrejse i Gambia med Spies – en fantastisk oplevelse, som vi klart vil anbefale til alle.

Vi skulle flyve fra Kastrup, og tog derfor nattoget mod hovedstaden. Desværre var det ikke til at få en taxa i Skanderborg, så vi måtte gå helt op til stationen med al vores bagage i frostvejr. Vel ankommet til Kastrup fløj vi via Tenerife til Banjul, Gambia. Banjul er Gambias hovedstad.

Et lille land
Gambia fylder ikke meget på verdenskortet med sine ca. 11.000 kvadratkilometer. På det bredeste sted ved Atlanterhavet er der 50 km, og heraf er Gambia flodens udmunding – som landet er opkaldt efter – alene 18 km. bred. Længere østpå er landets bredde helt ned til ca. 25 km. Gambia er Afrikas mindste land med et befolkningstal på ca. 1.200000. Landet er omkranset af Senegal.

Vi blev hentet i lufthavnen af vores guide, Morten og vores chauffør, Omar. Herefter kørte vi til Spies kontor, hvor vi kunne lægge vores vinterfrakker, og ting vi ikke ville have med på rundturen. Herefter kørte vi hen til det hotel vi skulle bo på den første nat. Her var der velkomstmøde – vi hilste på vores 17 rejsefæller og vekslede penge. Herefter hang vi lidt i baren og smagte den lokale øl; julbrew.

Aftensmaden bestod af krydret suppe med champignon herefter fisk eller bøf med pommes frites og broccoli og til dessert var der vandmelon og banan.

Dagen efter startede vi med en solid omgang morgenmad. Herefter kørte vi mod havnen i Banjul. Her passerede vi Gambias eneste lyskryds. På vejen kom vi også forbi det tidligere Radio Merkur – også båden, som radioen holdt til på fik vi et glimt af.

At komme med færgen
Det tager sin tid at komme med færgen. Der er uhyggelig lang kø. Køen gik gennem gaderne – men så fik vi set lidt mere af den afrikanske kultur. Vores guide måtte bestikke sig til at vi kunne komme udenom køen – for nogle holder i kø i flere dage – og det havde vi ikke tid til. Der er ialt 3 færger ved denne forbindelse. Alt efter hvilken færge man kommer med tager det mellem 25 minutter og 1 time at sejle de 4 kilometer over floden til Barra.

På vejen sejlede vi forbi Albert Market, som er et meget stort marked ved kysten. Om bord på færgen var en meget ivrig skopudser, som vi måtte sige nej til flere gange – men han nåede nok at pudse alle de andre passageres sko. Færgen lagde til ved Barra og vi kørte til Fort Bullen.

Fort Bullen
Fort Bullen blev opført for at kontrollere og afskaffe slavehandlen i området. Fortet er i dag en ruin, men historisk set er det et vigtigt fort. Her var en rigtig smuk udsigt over Atlanterhavet. På fortet fik Peter også et billede af et firben. Dem var der en del af på fortet. De kravlede rundt på murerne og var kun til at få øje på når de bevægede sig. Vi tog et billede af et meget smukt træ ved fortet, og da Peter gik derfra kom den skønneste lille dreng løbende og holdt Peter i hånden hele vejen over til bussen. Han fik en tom flaske af os.

De flasker vi drikker vand fra kan de faktisk bruge til en del i Afrika. De er nemme at transportere, når man skal hente vand fra brønden (der ofte kan ligge mange kilometer borte), man kan lave en flaske om til en tragt, bruge flasken til lysestage og garanteret en masse andet…

Kunta Kintes landsby
Herfra kørte vi forbi Kunta Kintes landsby Jufureh – jep, det var nemlig i Gambia at den farvede amerikanske forfatter Alex Hailey fandt sine rødder lige overfor James Island med slave-fortet og slave-husene og skrev bogen “Roots” (Rødder).

Vi stoppede ved en lille by, Farafenni, for at spise frokost på Eddys Hotel. Udefra ser Eddys Hotel ikke ud af meget, men da vi gik ind, kom vi ind i en dejlig lille oase af palmer og skygge. Indenfor var der dækket op til os. Her fik vi kylling, ris, salat og en gambiansk løgsovs, som smagte utroligt godt.

Wassu stencirkler
Da vi var blevet mætte kørte vi videre mod Wassu stencirkler nord for Georgetown. Wassu er et monument af rødbrune sten, der står i cirkler og kan dateres til omkring 850 år efter Kristus. Cirklerne består af 10 til 24 sten i 1meter til 2,5 meters højde. Stedet menes at have været gravplads for de gamle konger. Hvem der opførte stencirklerne og hvorfor er stadig et mysterium.

Hvis man lægger en lille sten op på en af de store sten i en af stencirklerne kan man ønske – så det gjorde vi. Ved stencirklerne spillede en mand og hans børn på xylofon for os. Inden vi skulle afsted optrådte nogle lokale børn med dans og Gambias nationalsang. Området er utroligt smukt.

Overnatning uden elektricitet
Fra stencirklerne i Wassu kørte vi til vores camp for natten, Jangjang-bureh camp. Det var en smuk camp uden elektricitet – men med rindende vand og alt hvad hjertet ellers begærer. Campen lå smukt ned til Gambiafloden. Vi ankom kort før solnedgang, og nåede lige at se den smukke solnedgang fra baren inden vi indkvarterede os.

Vi blev indkvarteret i en hytte med en petroleumslampe. Godt vi havde vores lommelygter med. Der var rigtigt mange aber i området. Aftensmaden blev serveret i stearinlysets skær og bestod af revet græskar, tomatsalat, kål, ris, spaghetti og peanutsovs med oksekød. Lækkert. Efter aftensmaden kom nogle lokale kvinder forbi og dansede for os i bålets skær. En meget smuk oplevelse. Da vi lagde vores hoveder på hovedpuden i vores hytte faldt vi i søvn til alle naturens nattelyde.

Morgenmaden i denne smukke og fredsfyldte camp bestod af omelet, vandmelon, banan, ost, kaffe samt gambianske pandekager, der smager som en blanding af æbleskiver og dognuts. De er runde og smager ganske fortrindeligt. Vi pakkede vores ting, satte os til rette i bussen, og kørte en times tid til vi kom til en båd, som vi skulle sejle op ad Gambia-floden i. Det var en meget smuk og afslappende tur – dejligt at slippe for alle bump og rystelser i bussen i en dags tid. Der var kolde øl og vand om bord og vi fik en rigtig god frokost (ris, løgsovs, salat, brød). Om bord fik vi også serveret grøn the.

Bådtur
Bådturen bød på rigtig mange fugleoplevelser. Det var også spændende at opleve Gambia fra floden. Der var overraskende lidt trafik på floden. Enkelte steder mødte vi dog små lokale “færger”, der transporterede folk fra den ene til den anden bred. Vi kom også forbi en obelisk (på flodbredden uden for Karantaba Tenda) der er rejst til ære for Mungo Park – den skotske opdagelsesrejsende, der i 1795 drog ud for at følge Nigerflodens udløb. Turen sluttede – efter 8 timers sejlads – ved byen Basse Santa Su, hvor vores camp – Fulladu Camp – lå ud til floden (på den modsatte bred).

Camp med rindende vand 😉
Efter den obligatoriske velkomstdrink – denne gang hibiscus-juice – blev vi indkvarteret i vores hytter. Her var også rindende koldt vand, men ingen døre indenfor, dog turens første spejl – et meget lille og rundt spejl. Vi slappede af en times tid og mødtes med vores guider ved flodbreden. Vi ville nemlig gerne over at se byen på den anden side af floden.

Møde med storbyen
Efter en kort sejltur endte vi i Bassa Santa Su. En stor og livlig by – en af de største byer i det østlige Gambia. Det var godt vi havde vores guider med, for det var meget kaotisk, og nogle af de mennesker vi mødte var lidt for spændende. Vi gik rundt i byen, forbi snedkeren, benzintanken og en masse andre butikker til markedet, som vi gik igennem. Vi smagte en masse spændende ting; baobab-frugter, grøntsager, der har samme konsistens (og også smager som) kartoffelmos, friske appelsiner og små lækre grønne bananer. Dette var en stor oplevelse – og i Bassa Santa Su kom vi for alvor tæt på lokalbefolkningen og livet i en gambiansk storby.

Hyggelig aften i vores camp
Om aftenen var der igen den store buffet. Denne gang med en lækker suppe til forret, herefter ris, løgsovs og kål efterfulgt af vandmeloner og bananer til dessert. Under desserten hørte vi kvindesang i det fjerne. Det blev kraftigere og kraftigere, og pludselig ud af mørket kom ca. 70 kvinder og børn og dansede for os. De fik også lokket nogle af os ud at danse. Det er uhyggeligt svært at danse til de trommerytmer.

Tidlig næste morgen – efter en lækker morgenmad bestående af gambianske pandekager, frugt, brød og smør – gik turen mod Senegal og natioalparken Niokolo-Koba. Ved grænsen stopper vi for at stemple pas og “smøre” grænsevagterne, så det hele glider lidt nemmere. Ved grænsen får vi lov til at strække benene og vi får øje på denne kamæleon oppe i et træ. Efter en vandretur på nogle danske turister kommer den op i træet igen. En gammel overtro siger, at hvis man kører hånden ned langs kamæleonens hale får man en smuk håndskrift – ingen af os har dog bemærket nogen forskel…

I Senegal taler man fransk. Deres veje er bedre end i Gambia, men Senegal får også stadig en del støtte fra Frankrig. Lige efter grænsen stopper vi i en by og går en tur i byen for at opleve stemningen. Det mest spændende ved denne tur, var turen gennem markedet.

På besøg i en compound
Vi satte kursen mod Tambacounda – Senegals knudepunkt med hovedveje til Mali, Guinea, Dakar og Gambia. Paris-Dakar-løbet kører gennem Tambacounda (vi kom desværre et par dage før løbet kom igenem byen). Inden vi nåede til byen, stoppede vi ved en Senegalsk familie for at besøge deres compound (bosted). Det var fantastisk at opleve hvordan almindelige folk bor i landet. Manden i compounden har sin egen hytte. Hans koner har også hver deres hytte. Konerne skiftes til at bo to dage hos manden i hans hus, og herefter flytter næste kone ind. Manden har dog fri hver fredag. I compounden vi besøgte var det mandens bror der passede huset, da manden var ude. Men vi kunne få lov til at gå rundt og se hvordan de bor. Meget fantastisk.

Da vi var klar til at køre igen fik vores værter nogle gaver fra os som tak for at vi måtte se hvordan de boede. Der var bl.a. sukker, bouillon, sæbe og andre fornødenheder, man bruger i hverdagen. Manden var utrolig taknemmelig.

Frokost
Efter besøget i compounden kørte vi videre til frokost. Vi kørte i støvet og drejede ned ad en lille vej. En vagt åbnede en låge for os – og pludselig var vi i paradis. Det var ved denne lille grønne oase vi skulle spise frokost. Der var tid til at gå en tur rundt om poolen, som så meget indbydende ud. Frokosten bestod at bønner og hvidløg til forret, kartofler og kød til hovedret og 2 bananer til dessert.

Restauranten havde en bavian som husdyr. Han var dog spændt fast mens vi spiste, så vi ikke blev forstyrret af bavianen under frokosten. Et rigtigt dejligt frokost-sted.

Øjne i natten
Herefter gik turen videre i Senegal. Vi kom forbi et træskærer-marked, hvor vi købte en del flotte træfigurer. Herefter gik turen mod Niokolo-Koba nationalpark. I parken ligger Simenti, hvor vi skulle bo to nætter. Efter et hurtigt koldt bad gik vi over i baren og fik en velfortjent øl. Herefter var der spisning. Hotellets manager, Colvin Tooke, bød os velkommen. Middagen bestod af tomatsalat, kartofflepandekager, kød og budding. Efter middagen tog han os med ud på terrassen og lyste udover floden. Der var mange par lysende øjne i natten. De fleste kom fra krokodiller, der sov på flodbredden. Et meget smukt syn.

Efter en simpel morgenmad bestående af flütes, smør, marmelade, juice og kaffe var vi på safari i Niokolo Koba nationalpark. Vi kørte i en stor lastbil og alle havde øjnene på stilke. Hver gang nogle så et dyr, stoppede vi og kiggede.

Det var rigtigt spændende at køre rundt i parken. Vi så mange antiloper, aber og vortesvin, samt en masse farvestrålende fugle. Igen blev vi rystet godt sammen, og sammen med blade og grene, der faldt ned i lastbilen fik vi også hilst på en del lokale insekter, der faldt ned til os fra træerne. Til sidst på safarien stoppede vi ved en utrolig smuk hængebro. De modige gik over på den anden side og så sig omkring. I området var der også et store terimit-bo, som vi kom til at se tættere på senere på turen.

Så var det tid til frokost. Vi fik en typisk senegalsk ret bestående af fisk og ris og tomater. Det smagte rigtigt godt. Efter frokost tog vi på flodsafari. Båden var meget lille, derfor var vi delt i to hold. Vi var med på første tur. Da vi havde klemt os ned i båden sejlede vi afsted langs floden. Vi så rigtigt mange krokodiller og flodheste. Flodheste er meget nysgerrige, men de skal komme til én. Skipperen på båden stoppede motoren i nærheden af nogle flodheste. De kiggede bare på os. Så dykkede de ned og ve sejlede rundt om dem i håb om at de ville dukke op lige ved siden af os – men nej… Først da vi var på vej væk fra dem dukkede de op til overfladen igen. Surt, men det var aligevel en god oplevelse.

Efter flodsafarien listede vi hen til et af de mange udsigtspunkter. 5 meter fra os stod et vortesvin i vandet og spiste. Det var en meget speciel oplevelse at se det så tæt på. Hold da op hvor et vortesvin smasker.

Om aftenen var der igen god mad og hygge. Underholdning var der også. En lille gruppe mænd spillede og dansede for os.

Dagen efter skulle vi meget tidligt op og køre ca. 480 km. Det tog omkring 12 timer på Senegals og Gambias grusveje. På vej ud af Niokolo Koba nationalpark stoppede vi et par gange for at se på naturen. Vi spiste frokost ved Basse Santa Su – en rigtig dejlig frokost med ris, græskar, peanuts, løgsovs, kødsovs, pasta og de obligatoriske små bananer til dessert. Det var en meget lang tur. Vejene skiftede mellem asfalt og jordveje – mellem store og kæmpestore huller. Nogle steder føltes det som om vi kørte på skildpadder. Vi nåede først til Tendaba Camp på Gambia-flodens sydlige bred efter solnedgang.

Da vi ankom var det allerede mørkt og vi blev indlogeret i vores hytter. Aftensmaden bestod af vildsvin og lækkert tilbehør. Tendaba Camp har en smuk bådbro, der leder ud til en lille platform på floden. Her sad vi og nød den mørke nat i Gambia. Da vi blev tørstige slog vi et smut forbi campens bar, Bamboo Bar. 

Efter en god nats søvn og en solid morgenmad blev vi delt i to hold; et hold der tog en lang sejltur og et hold, er tog en kort sejltur og derefter en jeeptur rundt i området. Vi var på det sidste hold. Det var en meget smuk sejltur. Vi sejlede over floden og ind på bifloderne, hvor høje mangrover slynger sig om hinanden og danner en næsten uigennemtrængelig væg. Der var mange fugle og krybdyr. En utrolig smuk sejltur.

Herefter var vi en lille gruppe, der tog på jeeptur rundt i området. På ladet af en jeep fornæmmer man meget mere af Afrika end fra en bus. Vi kørte rundt i næsten 2 timer, gennem smukke landskaber, bakkede grusveje, mens vi nød naturen. Vi stoppede ved et stort træ, og vores guide sprang ud af bilen og plukkede træets frugter til os. Inde i frugterne gemmer sig en natursvamp – ja, sådan én man bruger i sit bad. Tænk engang, at man kan plukke badesvampe fra træerne i Afrika – fantastisk.

Efter turen var det tid til at rejse videre. Vi kørte til den sidste camp på turen, nemlig Sindola Camp i Kanilai. En meget smuk Camp, der er ejet af Præsidenten i Gambia. Det skal lige nævnes, at op til denne camp kørte vi på det bedste asfalt i hele Gambia. På campen var der luksus over al forventning, samt frodigt og meget grønt . Vi var alle en tur i poolen, lå på solsenge med madras, fik udleveret håndklæder og kolde drinks på pool-kanten. Ca. en times tid varede denne luksus, så skulle vi på farten igen.

Gambias præsident ejer en dyrepark, og vi var en lille ekspedition, der tog afsted ind i parken for at se på dyrene.

Vi så krokodiller, dromedarer, zebraer, næsehorn og andre spændende dyr i parken. Det var absolut en oplevelelse. Især næsehornene, som gik i det fri. Vi kom rimeligt tæt på dem. Efter aftensmaden var der optræden af Jola-folket med heksedoktoren – iklædt en høstak – i spidsen, og måske op til 100 klappende og syngende indfødte. Der blev ved med at komme flere til – det var meget fantastisk – og som sædvanligt skulle vi lige ud at danse med dem….

Om morgenen kørte vi fra denne skønne camp. Vi spiste frokost i Bintang Bolong Lodge. Det var en af de største muslimske helligdage, og vores chauffør og lokalguide ville gerne deltage i bønnen. I byen, hvor vi spiste frokost, fik vi lov til at overvære denne bøn. Det var fantastisk at måtte opleve dette. Frokosten var traditionel Gambiansk; fisk, ris og vandmelon. Til dessert var der bananer og de lækreste peanut- og sesamkager.

Turen nærmede sig sin ende. Vi var de eneste, der skullehjem – så vi var faktisk meget misundelige på vores rejsefæller, der skulle tilbringe en uge på et hotel i Gambia og holde daseferie. Men vi skulle hjem, og ved Spies’ hovedkontor sagde vi farvel til alle og vi blev kørt til Banjul Lufthavn – 1000 oplevelser rigere.

Denne tur kan klart anbefales – sørg dog lige for at have lidt mere ferie til gode – for man trænger til en uges daseferie ovenpå alle disse dejlige oplevelser…

God fornøjelse med Gambia…
Hilsen de to tubobs*

*Tubobs er kaldenavnet på hvide folk i Gambia. Det begyndte med at englænderne kom til landet. De betalte nogle lokale for at rende ærinder m.m. Ofte fik de “Two Bobs” for dette. Hvis sønnen så senere gik i byen – eks. med sine forældre – kunne han pege hen på englænderen og sige “Two bobs” til sine forældre, for at fortælle at det var den mand, der havde givet ham penge for sit arbejde. Navnet har hængt ved de hvide mennesker lige siden…